Fortsættelsesvold 

For mange mennesker markerer en separation afslutningen på et voldeligt forhold. Men for de forældre, der deler børn med deres voldsudøver, er virkeligheden ofte en anden. Når der er fælles børn, ophører kontakten sjældent. Tværtimod kan den tidligere partner fortsat have adgang til den udsatte gennem samvær, forældresamarbejde, myndighedssager og beslutninger om barnets liv. Derfor beskrives fortsættelsesvold i stigende grad som en af de mest oversete former for vold i nære relationer. 

Fortsættelsesvold er vold, kontrol og chikane, der fortsætter efter bruddet. Den kan antage mange former og er ofte mindre synlig end fysisk vold. For den udsatte handler hverdagen ikke længere om at leve sammen med voldsudøveren, men om konstant at navigere i et system, hvor den tidligere partner fortsat har mulighed for at udøve kontrol, skabe frygt og påvirke den udsattes liv gennem børnene.

Når børn bliver forbindelsen til voldsudøveren

Fælles børn skaber en vedvarende forbindelse mellem forældrene. Denne forbindelse er nødvendig for barnets skyld. Det er i hvert fald den overbevisning, man i det familieretslige system i Danmark arbejder ud fra, med udgangspunkt i barnets ret til begge forældre. Men det kan samtidig give en voldelig eller kontrollerende forælder mulighed for at fortsætte sine mønstre efter separationen.

Mange udsatte beskriver, hvordan enhver kontakt om barnet bliver en anledning til kritik, manipulation eller konfliktskabelse. Beskeder om skole, sygdom, fritidsaktiviteter eller praktiske aftaler kan udvikle sig til kontrol, beskyldninger eller psykisk pres. Det betyder, at den udsatte aldrig opnår den afstand til voldsudøveren, som ofte er nødvendig for at komme sig efter volden.

Forældresamarbejdet bliver dermed ikke et samarbejde om barnet, men et redskab til at opretholde magt og indflydelse.

I nogle tilfælde bliver børnene selv inddraget i kontrollen. Det kan ske direkte eller indirekte.

Barnet kan opleve at blive:

• Brugt som budbringer mellem forældrene.
• Presset til at videregive oplysninger.
• Udsat for spørgsmål om den anden forælders privatliv.
• Involveret i voksnes konflikter.
• Pålagt ansvar for den ene forælders følelser.
• Mødt med negative fortællinger om den anden forælder.

Når børn placeres i sådanne loyalitetskonflikter, kan det få alvorlige konsekvenser for deres trivsel og udvikling. Barnet bliver fanget mellem to verdener og kan opleve skyld, forvirring, angst og følelsesmæssigt pres.

Forskning viser, at børn ikke behøver selv at blive udsat for direkte vold for at tage skade. Det at leve i et miljø præget af frygt, kontrol, manipulation og vedvarende konflikt kan være dybt belastende i sig selv.

Stalking og overvågning efter bruddet

Mange udsatte for fortsættelsesvold oplever også elementer af stalking. Det kan være direkte kontakt, overvågning af sociale medier, indsamling af oplysninger gennem fælles netværk eller forsøg på at holde sig orienteret om den udsattes liv.

Når der er fælles børn involveret, bliver grænserne ofte særligt vanskelige at trække. Der kan være legitim kontakt om barnet, samtidig med at kontakten bruges til at opretholde kontrol. Dette gør det ofte vanskeligere for omgivelserne at identificere adfærden som vold eller stalking.

For den udsatte kan oplevelsen være, at privatlivet aldrig bliver privat igen.

Fortsættelsesvold er ikke et højt konfliktniveau!

En af de største udfordringer ved fortsættelsesvold er, at den ofte forveksles med almindelige samarbejdsvanskeligheder eller et konfliktfyldt brud. Der er imidlertid en væsentlig forskel mellem konflikt og fortsættelsesvold.

Konflikt indebærer typisk, at begge parter bidrager til uenigheden og har nogenlunde samme mulighed for indflydelse. Fortsættelsesvold handler derimod om et vedvarende mønster, hvor den ene part søger at kontrollere, intimidere eller begrænse den anden gennem frygt, pres eller manipulation. situationen.

Et samarbejde kræver to mennesker, som begge ønsker og er i stand til at samarbejde.

Men vold kræver kun én.

Kontrol kræver kun én.

Trusler kræver kun én.

Psykisk vold kræver kun én.

Når en person bevidst vælger at udøve vold, chikane, kontrol eller fortsættelsesvold, er det ikke et fælles problem mellem to forældre. Det er et ansvar, som alene tilhører voldsudøveren.

Alt for mange voldsudsatte forældre oplever i dag, at vold i det familieretslige system ikke bliver identificeret og behandlet som vold. I stedet bliver den beskrevet som konflikt, samarbejdsvanskeligheder eller kommunikationsproblemer mellem to forældre. Ansvaret flyttes væk fra voldsudøveren og fordeles mellem begge parter. Dermed risikerer den person, der har udøvet vold, at blive betragtet som den ene halvdel af et fælles problem, mens den person, der er blevet udsat for volden, pålægges et medansvar for.

Konsekvenserne af denne fejltolkning kan være alvorlige. At forstå fortsættelsesvold handler derfor ikke kun om at beskytte den udsatte forælder. Det handler også om at beskytte børn mod fortsat at leve i skyggen af volden efter separationen. Når dette sker gennem børnene eller gennem systemet, kan volden være vanskelig at få øje på – men konsekvenserne kan være lige så alvorlige som ved mere synlige former for vold.

Alligevel ser vi igen og igen, at voldsudsatte forældre mødes med krav om at forbedre samarbejdet, sænke konfliktniveauet eller kommunikere bedre med den person, som har udsat dem for vold. Dermed bliver den voldsudsatte indirekte gjort ansvarlig for at håndtere eller afbøde konsekvenserne af en anden persons voldelige handlinger. 

Det er ikke blot urimeligt, det er dybt problematisk. For ingen kan samarbejde sig ud af vold. Ingen kan kommunikere sig ud af kontrol. Ingen kan løse et problem, som den anden part aktivt vælger at opretholde.

Vold skal kaldes ved sit rette navn. Først da kan børn og voldsudsatte få den beskyttelse, retssikkerhed og hjælp, de har krav på. 

Hvorfor vi er kritiske over for anvendelsen af begrebet forældrefremmedgørelse 

I foreningen møder vi hver eneste uge forældre og børn, der lever med konsekvenserne af vold, psykisk vold, tvangskontrol og fortsættelsesvold efter et brud. På baggrund af disse erfaringer er vi dybt bekymrede over den måde, begrebet forældrefremmedgørelse i dag anvendes i det familieretslige system.

Vores bekymring handler ikke om, hvorvidt børn i enkelte tilfælde kan blive påvirket negativt af en forælder. Vores bekymring handler om, at begrebet i praksis alt for ofte anvendes i sager, hvor der foreligger oplysninger om vold, kontrol, stalking eller fortsættelsesvold.

Vi oplever, at mange voldsudøvere ikke stopper deres adfærd, når forholdet ophører. Tværtimod ser vi, at volden fortsætter gennem børnene, gennem myndighedssystemet og gennem et vedvarende pres mod den tidligere partner. Dette er ikke blot vores erfaring, men også veldokumenteret i international forskning om fortsættelsesvold og post-separation abuse.

Når den udsatte forælder forsøger at beskytte sig selv og børnene, sætter nødvendige grænser eller gør opmærksom på bekymringer om vold, kontrol eller barnets trivsel, risikerer vedkommende at blive mødt med beskyldninger om forældrefremmedgørelse.

Dermed opstår en alvorlig risiko for, at beskyttelse forveksles med manipulation.

I stedet for at spørge, hvorfor barnet reagerer med frygt, modstand eller mistrivsel, rettes fokus mod den forælder, der forsøger at skabe sikkerhed. Barnets reaktioner bliver tolket som påvirkning, mens den voldelige eller kontrollerende adfærd, der kan ligge bag, risikerer at blive overset.

Vi finder det særligt bekymrende, at denne udvikling er blevet mere udtalt, efter at begrebet forældrefremmedgørelse blev skrevet ind i lovgivningen som et forhold, der skal tillægges betydning i familieretlige sager.

Selvom intentionen var at beskytte børn mod urimelig påvirkning, oplever vi i praksis, at lovændringen også har givet voldsudøvere et nyt redskab. I stigende grad ser vi påstande om forældrefremmedgørelse blive anvendt som et modsvar til bekymringer om vold, psykisk vold eller barnets mistrivsel.

Når den beskyttende forælder fortæller om vold, bliver vedkommende beskyldt for at påvirke barnet. Når barnet udtrykker modstand mod kontakt, bliver det antaget, at barnet er manipuleret. Når den udsatte forælder sætter grænser, bliver det beskrevet som manglende samarbejdsvilje. På den måde risikerer voldens dynamikker at blive vendt på hovedet og den forælder, der forsøger at beskytte barnet, bliver gjort til problemet. Mens den forælder, der fortsætter kontrollen og presset efter bruddet, bliver fremstillet som offer for fremmedgørelse.

Dette er en udvikling, som efter vores opfattelse udgør en alvorlig retssikkerhedsrisiko for både børn og voldsudsatte forældre. Et samarbejde kræver to mennesker. Vold kræver kun én. Derfor kan manglende samarbejde i en familie med voldshistorik aldrig vurderes uden først at undersøge, om der foreligger vold, kontrol, trusler, psykisk vold, stalking eller fortsættelsesvold. Ingen voldsudsat forælder bør risikere at miste sit barn, fordi vedkommende forsøger at beskytte barnet mod vold. Ingen børn bør tvinges til ophold eller relationer, der opleves utrygge, fordi deres reaktioner fejlagtigt fortolkes som et resultat af påvirkning frem for et udtryk for egne oplevelser.

Derfor arbejder vi for, at alle påstande om forældrefremmedgørelse altid vurderes i sammenhæng med en grundig voldsfaglig undersøgelse. Vi arbejder for, at dommere, jurister, sagsbehandlere, børnesagkyndige, psykologer og andre fagpersoner får langt større viden om voldens mekanismer, traumereaktioner, tvangskontrol, stalking og fortsættelsesvold.

Vi anerkender, at intentionerne bag lovændringen og fokus på forældrefremmedgørelse formentlig har været gode. Ingen børn bør uberettiget miste kontakten til en kærlig og omsorgsfuld forælder, og det er naturligvis et legitimt hensyn at beskytte børn mod negativ påvirkning. Men gode intentioner er ikke nok.

Når et begreb får så vidtrækkende konsekvenser for børn og familier, er det afgørende, at de myndigheder og fagpersoner, der skal anvende det, besidder de nødvendige kompetencer til at skelne mellem egentlig fremmedgørelse, beskyttelsesadfærd, traumereaktioner, psykisk vold, coercive control og fortsættelsesvold. Det er vores opfattelse, at denne forudsætning ikke er opfyldt i dag.

Alt for mange sagsbehandlere, jurister, børnesagkyndige, dommere og øvrige aktører i det familieretslige system mangler fortsat specialiseret voldsfaglig viden. Konsekvensen er, at komplekse voldsdynamikker fejltolkes, og at børn og beskyttende forældre risikerer at blive udsat for afgørelser, som ikke tager tilstrækkeligt højde for voldens mekanismer og konsekvenser.

Derfor mener vi, at den nuværende anvendelse af begrebet forældrefremmedgørelse bør genovervejes hurtigst muligt. Ingen lovgivning bør implementeres, før de myndigheder, der skal forvalte den, er tilstrækkeligt uddannede til at anvende den korrekt. Når konsekvensen kan være, at børn flyttes fra en beskyttende forælder og placeres hos en voldelig eller kontrollerende forælder, er fejlmarginen ganske enkelt for stor.

Få hjælp 

Fortsættelsesvold  kan føles altomfattende, men du har handlemuligheder. Start med at dokumentere alle hængdelser så præcist som muligt: gem beskeder, mails, screenshots, noter dato, tid, sted og eventuelle vidner og lav en log . Denne dokumentation kan være afgørende, når du søger juridisk rådgivning eller skal forklare din situation for myndigheder og rådgivere.

Overvej at kontakte en advokat eller juridisk rådgivning for at få overblik over dine rettigheder, muligheder for politianmeldelse, tilhold eller andre beskyttelsestiltag. Samtidig kan du tage kontakt til krisecentre, specialiserede rådgivningstilbud eller hotlines, der har erfaring med vold og stalking. De kan hjælpe dig med sikkerhedsplanlægning, følelsesmæssig støtte og koordinering med andre instanser.