Vold mod børn

Hvad er vold mod børn?

Vold mod børn dækker over enhver handling eller undladelse fra en voksen, som skader eller kan skade barnet. Det kan være fysisk vold som slag, skub eller hårde greb, psykisk vold som nedgørende ord, trusler, isolation eller systematisk kritik, seksuel vold som grænseoverskridende berøring, udnyttelse eller tvang, og omsorgssvigt, hvor barnets basale behov for mad, søvn, tryghed, omsorg, lægehjælp og støtte ikke bliver opfyldt. Uanset form er vold altid et brud på barnets ret til beskyttelse.

Typiske tegn hos børn

Tegn på vold kan være både fysiske og psykiske, og de kan variere fra barn til barn. Det er vigtigt at huske at nogle børn viser mange tegn, mens andre næsten ingen.

Fysiske tegn: uforklarede blå mærker, skrammer eller hyppige skader.
Følelsesmæssige tegn: tristhed, angst, lavt selvværd, stærk skyld- eller skamfølelse.
Adfærdsmæssige tegn: tilbagetrækning, aggressivitet, uro, koncentrationsbesvær eller pludselige ændringer i adfærd.
Sociale tegn: barnet undgår bestemte personer eller situationer, virker overdrevent tilpasset eller meget vagtsomt.
Udviklingsmæssige tegn: forsinket sproglig, motorisk eller social udvikling, eller tilbagefald til tidligere udviklingstrin.

Et enkelt tegn betyder ikke nødvendigvis, at et barn udsættes for vold, men flere tegn over tid kan være et signal om, at barnet ikke trives og har brug for beskyttelse og støtte.

Siden 1997 har det været forbudt for forældre at udøve fysisk vold mod børn i Danmark. I 2019 blev det gjort strafbart at begå psykisk vold mod børn. Samtidig har Danmark forpligtet sig til at stoppe vold mod børn ved at ratificere Børnekonventionen og skrive under på FN's verdensmål om at stoppe vold inden 2030.

Vold kan have alvorlige kort- og langsigtede konsekvenser for et barns trivsel og udvikling. På kort sigt kan barnet opleve søvnproblemer, mavepine, hovedpine, koncentrationsbesvær og stærke følelsesmæssige reaktioner som angst, uro eller vrede. Barnet kan få svært ved at deltage i skole, leg og fællesskaber.

På længere sigt kan vold påvirke barnets mulighed for at danne trygge relationer, tro på sig selv og føle sig sikker i verden. Nogle børn udvikler psykiske vanskeligheder som angst, depression eller posttraumatisk stress, og der kan være øget risiko for problemer med uddannelse, arbejde og sundhed i voksenlivet. Samtidig er det vigtigt at understrege, at børn kan komme sig, når de får beskyttelse, stabil omsorg og professionel hjælp. Barnet har altid ret til at vokse op uden vold og til at blive taget alvorligt og beskyttet af de voksne omkring det.

Det er mindst lige så skadeligt for børn at være vidne til psykisk vold i hjemmet, som hvis barnet selv er udsat for volden.

Børn der er vidne til vold

Et barn behøver ikke selv at blive slået for at blive alvorligt påvirket af vold. At være vidne til vold mellem sine omsorgspersoner eller andre nære relationer kan være lige så skadeligt som selv at blive udsat for vold.

For et barn er hjemmet det sted, hvor det skal føle sig trygt. Når hjemmet i stedet bliver præget af frygt, trusler, råb, kontrol eller fysisk vold, lever barnet ofte i konstant alarmberedskab. Mange børn udvikler en vedvarende frygt for, hvornår den næste konflikt opstår, og bruger store kræfter på at aflæse de voksnes humør eller forsøge at forhindre volden. Nogle børn stiller sig fysisk imellem den voldsudsatte og voldsudøveren for at beskytte den forælder, de elsker.

Forskning viser, at det at overvære vold kan påvirke barnets udvikling, tilknytning og mentale sundhed. Børn kan blandt andet udvikle angst, depression, PTSD, søvnproblemer, koncentrationsvanskeligheder, skyldfølelse, lavt selvværd og udfordringer med at indgå i relationer. Nogle bliver stille og indadvendte, mens andre reagerer med vrede, uro eller udadreagerende adfærd. Der findes ingen "rigtig" måde at reagere på.

Vold påvirker også barnets hjerne og stresssystem. Når et barn gennem længere tid lever med frygt og uforudsigelighed, kan kroppen være i konstant beredskab. Det kan have betydning for barnets følelsesmæssige udvikling, indlæring, trivsel og fysiske helbred – både under barndommen og senere i voksenlivet.

Det er vigtigt at forstå, at børn ikke blot er passive vidner til vold. De oplever volden med hele deres krop og følelsesliv. Mange føler et stort ansvar for at beskytte den voldsudsatte forælder eller deres søskende, selvom det aldrig er et ansvar, et barn skal bære.

"Et barn, der lever med vold, mister ikke kun følelsen af tryghed – barnet mister ofte tilliden til, at voksne kan eller vil beskytte det."

Barnet ser mere, end de voksne tror

Selv når volden foregår bag en lukket dør, mærker børnene den. De hører råbene, ser frygten, mærker spændingerne og oplever konsekvenserne bagefter. Børn behøver ikke at overvære selve volden for at blive traumatiseret af den.

Derfor skal bekymringer om børn, der lever med vold, altid tages alvorligt. Tidlig hjælp kan være afgørende for at bryde voldens konsekvenser og give barnet mulighed for at vokse op i tryghed og sikkerhed.

Hvis du er bekymret for, at et barn udsættes for vold

Hvis du har en mistanke om, at et barn udsættes for vold, er det altid de voksnes ansvar at handle og beskytte barnet. I akutte situationer, hvor barnet er i umiddelbar fare, skal du ringe 112 eller kontakte politiet på 114. Ved bekymring uden akut fare skal du kontakte kommunens socialforvaltning eller den lokale familieafdeling og dele din viden eller mistanke – også selvom du er i tvivl.

Du kan desuden henvende dig anonymt til rådgivningstilbud og hotlines, fx Børnetelefonen, Livslinjen eller kommunale rådgivningslinjer, hvor fagpersoner kan hjælpe dig med at vurdere situationen og næste skridt. Som fagperson har du skærpet underretningspligt og skal altid underrette kommunen, hvis du har en begrundet bekymring.

Når du taler med barnet, så vælg et roligt sted, tal stille og respektfuldt, og lad barnet bestemme tempoet. Stil åbne, enkle spørgsmål, undgå at presse barnet til detaljer, og bekræft, at det er godt og modigt, at barnet fortæller. Gør det tydeligt, at vold aldrig er barnets skyld, og at det er de voksnes ansvar at sørge for, at barnet er trygt.

Som pårørende eller fagperson kan du støtte barnet ved at være tilgængelig, lytte uden at dømme og holde, hvad du lover. Forklar, at du kan blive nødt til at fortælle det videre til nogle voksne, der kan hjælpe, fx kommunen eller politiet, så barnet kan få beskyttelse og støtte. Følg op løbende, og sørg for, at barnet ikke står alene med sin oplevelse.

Det kan føles svært at handle på en mistanke om vold, men det er vigtigere at reagere én gang for meget end én gang for lidt. Du behøver ikke være sikker for at søge hjælp – din bekymring er nok til at tage kontakt til professionelle. Kommunens socialforvaltning kan undersøge sagen nærmere og vurdere, hvilke tiltag der skal sættes i gang for at beskytte barnet.

Når du taler med barnet, så vær tydelig om, at du tror på det, og at ingen må slå, true eller skræmme børn. Undgå at love, at du ikke fortæller det videre, men forklar i stedet, at du vil gøre, hvad du kan for at hjælpe og sørge for, at barnet får det bedre. Brug et sprog, der passer til barnets alder, og gentag gerne vigtige budskaber, så barnet føler sig trygt.

Som pårørende kan du tilbyde praktisk hjælp, fx at følge barnet til samtaler eller være til stede, når barnet skal tale med myndigheder. Som fagperson kan du støtte ved at skabe forudsigelighed i hverdagen, samarbejde med kolleger og relevante myndigheder og sikre, at barnet får adgang til professionel hjælp, fx psykolog eller krisecenter. Husk, at du ikke står alene – der findes altid fagpersoner og myndigheder, der kan hjælpe dig med at handle rigtigt.

For et barn kan din handling være begyndelsen på et liv uden vold.

Når det at beskytte sit barn bliver en kamp mod systemet

Forældre har et grundlæggende ansvar for at beskytte deres børn mod vold, overgreb og alvorlig omsorgssvigt. Det er ikke blot et moralsk ansvar – manglende beskyttelse kan også få strafferetlige konsekvenser. Dansk lovgivning bygger på, at børn har ret til beskyttelse, og at voksne har et ansvar for at reagere, når et barn er i fare.

Men mange voldsudsatte forældre fortæller om en helt anden virkelighed.

En virkelighed, hvor i stedet for at opleve, at deres bekymringer bliver undersøgt grundigt, beskriver mange, at de mødes med mistillid, bliver beskyldt for at skabe konflikt eller får at vide, at de overreagerer. Underretninger om vold eller bekymrende forhold bliver i mange tilfælde opfattet som udtryk for samarbejdsvanskeligheder mellem forældrene frem for et forsøg på at beskytte barnet.

Vi møder familier, hvor der gennem længere tid er sendt gentagne underretninger – nogle gange mere end ti – fra både den voldsudsatte forælder, pårørende og fagpersoner, uden at barnet oplever den nødvendige beskyttelse. Når alvorlige bekymringer ikke bliver undersøgt tilstrækkeligt, risikerer børn at forblive i en skadelig situation, mens den forælder, der forsøger at beskytte barnet, mister tilliden til systemet og i flere og flere tilfælde nu også mister rettighederne på de børn de forsøger at beskytte.

Det er afgørende, at alle underretninger vurderes individuelt og undersøges sagligt. En underretning er ikke dokumentation for, at et barn udsættes for vold – men den er et signal om, at der kan være behov for at undersøge barnets situation nærmere. Det er netop derfor, underretningssystemet findes.

Derfor er din underretning vigtig

Mange tror, at "nogen andre nok har reageret". Men det er ikke altid tilfældet.

Hvis du som nabo, familiemedlem, lærer, pædagog, træner eller anden voksen ser eller hører noget, der gør dig bekymret for et barn, så lad være med at gå ud fra, at kommunen allerede kender til forholdene. Og hvis de allerede kender til forholdene, så lad være at gå ud fra at kommunen allerede handler på det.

Din underretning kan være den oplysning, der får myndighederne til at se et mønster, de ikke tidligere har haft det fulde billede af.

Den kan understøtte tidligere bekymringer, bidrage med nye oplysninger eller være den afgørende brik, der fører til, at et barn bliver undersøgt og får den hjælp og beskyttelse, det har brug for.

Et barn skal aldrig stå alene med vold. Og en voldsudsat forælder skal ikke stå alene med ansvaret for at råbe systemet op.

Hvis du er bekymret for et barn – så underret. Din handling kan være den forskel, der redder et barn fra fortsat vold og giver familien mulighed for at få den hjælp, de har brug for.

Cirka hvert sjette barn i Danmark bliver udsat for vold i hjemmet.

Over 12.000 børn var i 2025 registreret i sager, hvor der er mistanke om alvorlige svigt som vold, misbrug og overgreb, der har ført til enten en underretning eller politianmeldelse.

I 37 procent af sager, hvor forældre er sigtet for at begå vold mod deres børn, modtager barnet ikke nogen socialfaglig hjælp.

Er barnets ret til beskyttelse ved at blive underordnet retten til familieliv?

I Foreningen Forenet Mod Vold – Barnet i Fokus ser vi med stor bekymring på udviklingen i en række danske forældreansvarssager hvor vi oplever, at hensynet til fortsat kontakt mellem barnet og begge forældre i praksis vejer tungere end hensynet til barnets sikkerhed.

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 beskytter retten til respekt for privat- og familieliv. Bestemmelsen er en grundlæggende menneskerettighed og spiller en central rolle i familieretlige sager. Samtidig fastslår artikel 3 en af konventionens mest fundamentale rettigheder: Ingen må udsættes for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Bestemmelsen er absolut.

Det betyder, at der ikke kan gøres undtagelser eller foretages en afvejning mod andre hensyn. Bestemmelsen indebærer ikke kun, at staten selv skal undlade at udsætte mennesker for umenneskelig eller nedværdigende behandling. Den pålægger også staten en positiv beskyttelsespligt. Det betyder blandt andet, at myndighederne skal:

beskytte børn og voksne mod alvorlig vold og overgreb,
reagere, når der er troværdige oplysninger om vold eller en reel risiko for vold,
foretage en effektiv og grundig undersøgelse af påstande om vold,
træffe rimelige og effektive foranstaltninger for at forebygge alvorlige overgreb, når myndighederne er eller burde være bekendt med risikoen.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har gennem en lang række domme fastslået, at staten kan ifalde ansvar, hvis myndighederne undlader at handle, selv om de kendte eller burde have kendt til en reel og umiddelbar risiko for vold.

For børn betyder artikel 3, at deres ret til beskyttelse mod vold og alvorlige overgreb skal være et grundlæggende hensyn i myndighedernes beslutninger. Når der foreligger troværdige oplysninger om vold, skal risikoen undersøges grundigt, og barnets sikkerhed skal indgå som et centralt hensyn.

Vi er bekymrede for, at hensynet til at bevare relationen mellem barn og forælder i flere og flere sager overskygger nødvendigheden af først at afklare, om barnet eller den voldsudsatte forælder er udsat for vold eller lever med en reel sikkerhedsrisiko. Når der foreligger troværdige oplysninger om vold, bør beskyttelsen af barnet altid være udgangspunktet, indtil risikoen er undersøgt og afklaret.

Efter vores opfattelse bør barnets ret til sikkerhed aldrig blive et spørgsmål om afvejning mod ønsket om kontakt. Et barn kan genoptage en relation, når den er sikker. Men et barn kan ikke få en tabt barndom eller konsekvenserne af fortsat vold tilbage.

Vi mener derfor, at danske myndigheder og domstole konsekvent bør sikre, at risikoen for vold undersøges grundigt og kvalificeret, før der træffes afgørelser, som kan bringe et barn eller en voldsudsat forælder tilbage i en potentielt farlig situation. Barnets ret til beskyttelse må være den første prioritet.

Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. - Artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)

Vi ser samtidig en stor bekymring i den måde, begrebet forældrefremmedgørelse anvendes på i familieretlige sager.

Begrebet blev indført i loven med det formål at identificere situationer, hvor et barn uden saglig grund afviser en forælder. Efter vores erfaring rammer anvendelsen imidlertid i de fleste sager ikke det oprindelige formål. Tværtimod oplever vi, at begrebet bliver anvendt på en måde, vender beskyttelsen af barnet og den voldsudsatte forælder imod dem.

Vi ser sager efter sager, hvor bekymringer om fysisk vold, psykisk vold, overgreb eller anden alvorlig mistrivsel i stedet bliver fortolket som udtryk for forældrefremmedgørelse. Når det sker, risikerer fokus at flytte sig fra en grundig undersøgelse af barnets sikkerhed til en vurdering af, om den beskyttende forælder påvirker barnet negativt.

Det giver anledning til alvorlig bekymring. Hvis påstande om vold ikke undersøges tilstrækkeligt, fordi de tolkes gennem et forældrefremmedgørelsesperspektiv, kan børn og voldsudsatte forældre miste den beskyttelse, de har behov for.

Vi mener derfor, at enhver påstand om vold eller overgreb skal undersøges grundigt, objektivt og med relevant voldsfaglig ekspertise, før begreber som forældrefremmedgørelse tillægges væsentlig betydning. Barnets ret til beskyttelse må altid komme før antagelser om årsagen til barnets modstand mod kontakt.

Efter vores opfattelse er der behov for en kritisk evaluering af, hvordan begrebet anvendes i praksis. Et redskab, der var tiltænkt at beskytte børn, må ikke udvikle sig til et nyt våben, som kan udnyttes af voldsudøvere til at miskreditere den forælder, der forsøger at beskytte sit barn.