Der skal to til et samarbejde...

En ting, der går igen i nærmest alle sagerne, er "højkonflikt" og "samarbejdsvanskeligheder" mellem forældrene. Det bliver gjort til et fælles ansvar og netop dét er problematisk.

For samarbejde kræver to mennesker, der er villige til at lytte, gå på kompromis og sætte barnets behov før egne følelser, behov for kontrol eller ønsket om at "vinde".

Konflikter derimod de kan skabes af kun én forælder.

Én, der modarbejder aftaler.
Én, der skaber uro.
Én, der bruger beskyldninger, chikane eller systemet som våben.
Én, der nægter dialog – men bagefter kalder det manglende samarbejde.

Samtidig er der tendens til, at den part, der skaber mest konflikt og umuliggør et samarbejde, belønnes med rettighederne på barnet. Og skaber den chikanerende forælder konflikter nok, så risikerer man at systemet går ind og stopper samværet med den sunde forælder, for at skærme barnet. Man belønner altså chikane, mens man staffer barnet og den modsatte forælder, ved at afskære deres relation.

Når man ukritisk kalder alt for forældrekonflikt og samarbejdsvanskeligheder, risikerer man at overse manipulation, kontroladfærd og vold. Og når myndighederne ukritisk placerer det som et fælles ansvar, så er de med til at forsætte og legitimere vold og kontrol med børnene som gidsler.

Og det er børnene, der betaler prisen, i deres tryghed, relationer og udvikling.