FN undersøger Danmarks beskyttelse af børn – vi bidrager med en ny skyggerapport
FN's Børnekomité har indledt den næste gennemgang af Danmarks efterlevelse af FN's Børnekonvention. Som led i processen har Komitéen offentliggjort en omfattende liste med spørgsmål til den danske stat om, hvordan børn reelt beskyttes i praksis.
Komitéen ønsker blandt andet svar på:
- Hvordan Danmark sikrer, at barnets bedste er det primære hensyn i alle afgørelser.
- Hvordan børns ret til at blive hørt bliver sikret – særligt i familieretlige sager.
- Hvordan børn beskyttes mod fysisk vold, psykisk vold og seksuelle overgreb.
- Om myndighederne samarbejder effektivt på tværs af kommune, politi, sundhedsvæsen og familieretlige myndigheder.
- Hvordan familieretsreformen fungerer i praksis, og om den styrker beskyttelsen af børn.
- Hvordan anvendelsen af begrebet forældrefremmedgørelse overvåges, og hvilke konsekvenser det har for børn.
- Hvordan Danmark indsamler data om børn udsat for vold og bruger denne viden til at forbedre systemet.
- Hvordan særligt sårbare børn sikres den nødvendige beskyttelse, udredning og støtte.
Det er første gang, at Børnekomitéen så direkte efterspørger oplysninger om blandt andet familieretsreformen og anvendelsen af forældrefremmedgørelse i Danmark.
Vi udarbejder endnu en skyggerapport
Foreningen Forenet Mod Vold – Barnet i Fokus er i gang med at udarbejde en ny skyggerapport til FN's Børnekomité.
Rapporten bygger på dokumenterede sager, gældende lovgivning og internationale menneskerettighedsstandarder og har til formål at belyse en række alvorlige retssikkerhedsmæssige udfordringer, som efter vores vurdering fortsat eksisterer i danske familieretlige sager med oplysninger om vold og seksuelle overgreb.
Vi beskriver blandt andet bekymringer om:
- at børn fortsat kan blive pålagt samvær, mens alvorlige oplysninger om vold eller overgreb endnu ikke er fuldt undersøgt,
- at barnets egne udsagn og belastningsreaktioner ikke altid tillægges tilstrækkelig vægt,
- at koordineringen mellem myndigheder kan være utilstrækkelig,
- og at anvendelsen af begrebet forældrefremmedgørelse kan få stor betydning i sager, hvor der samtidig foreligger oplysninger om vold.
Vores mål er at bidrage konstruktivt til FN's gennemgang af Danmark og til en fortsat dialog om, hvordan retssikkerheden og beskyttelsen af voldsudsatte børn kan styrkes – så Børnekonventionens rettigheder ikke blot er principper på papir, men også omsættes til praksis.
Rapporten offentliggøres på siden så snart den er sendt.